Ildsjælen og Fighteren

Knud Martin Hall.

Af alle de interviews, der kommer til at lægge på denne side er dette et, jeg altid ønskede, men aldrig nåede…

Alle os iværksættere har en, der har været vores rollemodel og en vi har set op til. Jeg har været så heldig at min rollemodel i mange henseender var min FarHan var en ildsjæl og serie-iværksætter, det er ikke gået op for mig før nu, at alle hans projekter, alle hans idéer kendetegner en serie-iværksætter.

Jeg ved i mit hjerte og hjerne hvad min Far ville have svaret, så glæd jer over dette meget specielle interview. Må det bringe jer inspiration.

Hvem er du?

Mit navn er Knud Martin Hall og jeg har haft et langt, spændende og indholdsrigt liv, hvor jeg altid er gået efter mine drømme og tro på at tingene lykkedes.

Mit motto gennem hele mit liv har været ”En Haller giver aldrig op” og dette har gjort mig til en Fighter.

Man kan sige at jeg er en verdensmand, forstået på den måde at jeg altid har været i stand til at begå mig i alle sociale sammenhænge, dette har bragt mig et stort netværk. Selvom at ordet ”netværk” ikke eksisterede dengang jeg startede, Jeg har bare altid kendt en masse mennesker.

Alle dine virksomheder og rækken af projekter er lang og imponerende, vil du fortælle lidt om det?

Jeg har aldrig været 8-16 typen, jeg har altid været min egen herre. Helt fra starten hvor jeg dyrkede cykelsporten, blev operasanger til ejer af en lampeskærmsfabrik, isenkræmmer, slikbutik, forlagsmand, skuespiller samt meget mere og her til sidst automatbranchen. Det, der har drevet mig har været min begejstring for projektet, den store mulighed jeg kunne se i hver en lille idéspire – og så er jeg gået i gang.

Når jeg ser tilbage har jeg manglet fokus, og måske været lidt doven i forhold til at drive det stort, fordi livet også skal huskes at leves og nydes.

Hvordan har du grebet det an?

Jeg er bare gået i gang har aldrig tænkt nærmere over det, men er bare gået i gang.

Og så har jeg altid tænkt over min måde at sælge på og gøre den anderledes end andre.

Jeg lavede i forbindelse med lampeskærmsvirksomheden en kampagne i 60’erne, hvor  jeg skrev ”De får en prop når de ser vores priser” og indeni lå der en korkprop. En sjov gimmick, der bragte opmærksomhed.

Senere hen på en stor udstilling i Tyskland, havde jeg en stor stand. Jeg mente ikke at der kom nok besøgende forbi til at se mine lampeskærme, derfor trak jeg en rød snor midt på gangarealet, der gik gennem min stand. Folk troede at det var den officielle vej og derfor fulgte de snoren og kom alle gennem min stand. Det holdt et par timer indtil arrangørerne fandt ud af det og jeg måtte fjerne snoren. Men det skabte opmærksomhed.

Det handler om at gøre noget anderledes og det handler også om ikke at være så menneske-forskrækket. Der sidder mennesker i enhver virksomhed. Gå ud og tal med dem, fortæl dem hvad du har at tilbyde, måske står de netop og har brug for din service eller produkt.

Det handler om at lave en god handel!

Uanset hvad det drejer sig om skal du i sidste ende bare have glade kunder, glade samarbejdspartnere og leverandører. Så vil du klare dig.

Husk at have det sjovt!

Selvom at være selvstændig er en hård tilværelse skal man huske at have det sjovt, latter skal fylde ens hverdag og man skal kunne grine med sine samarbejdspartnere, ja selv sine konkurrenter.

Af natur har jeg altid været oprigtigt interesseret i hvad andre folk havde at fortælle om deres færden og projekter. Man kan lære så meget, hvis man lytter og er åben overfor andre. Man skal ikke tænke hvad kan han eller hende gøre for mig, men hvordan kan jeg hjælpe dem fremad. Dette er ikke noget jeg bevidst tænker, det kommer helt naturligt ”hører jeg om en problemstilling” forsøger jeg at løse den for vedkommende.

Måske tror jeg for meget på det gode i folk og derfor er jeg desværre også blevet svigtet. Men jeg har aldrig båret nag, for jeg ved at den person må leve resten af sit liv med sin ugerning.

Samtidig har jeg også altid haft den holdning til folk der ikke kan lide mig. ”Folk må selv om, hvis de ikke kan lide mig, blot at de så frygter mig” (dette er altid sagt med et glimt i øjet).

Omhyggelighed er vigtigt for hvert et projekt, det du afsender skal læses eller bruges af andre.

I en alder af 79 år bliver jeg ofte spurgt af mine kunder, hvorfor er du ikke blevet pensioneret for længst og nyder livet sammen med din kone?- og jeg svarer dem “Så havde jeg jo ikke haft muligheden for at møde dig!

 

Tak Far!

 

 

 

 

 

Be Sociable, Share!

Speak Your Mind

*