Selvdisciplin og handlekraft

Interview med Katrine Rohde, CEO LSV Group A/S.

Jeg havde fornøjelsen af at interviewe Katrine Rohde; Katrine er iværksætter og stifter af LSV Group A/S. I dag drives LSV Group A/S som et partnerskab med Kion Schmeltzer, men Katrine ejer stadig hovedparten af aktierne. LSV Group A/S har kunder som Netto, Oticon A/S, Siemens Windpower, Banedanmark, KMD, TopDanmark, ISS og mange flere. Se mere på www.lsvgroup.com

Hør interviewet

 
eller læs uddraget.

 

Katrine, hvem er du?

Hvem er jeg? Jeg er en kvinde, som siden jeg var meget ung, altid ville bestemme selv og var sikker på, at jeg en dag ville være selvstændig.

Jeg var så heldig, at i et af mine job i GE, blev jeg udvalgt til at få en uddannelse inden for Lean og Six Sigma. Det var som at finde sin egen hyldeplads.

 

Vil du fortælle om vejen til iværksætteri?

Som sagt var jeg så heldig at have et internationalt job i GE og der rejste jeg rundt i Australien, Asien og USA.

Jeg havde en kæreste og et liv herhjemme, men jeg var stort set ikke hjemme på dansk grund i de 2 år expat-stillingen varede. Da der var gået 2 år, skulle jeg beslutte hvad jeg ville. Ville jeg arbejde på GE’s hovedkontor og tage kæresten med eller ville jeg tilbage til den danske afdeling af GE? Der var ikke rigtigt noget af det jeg ville, så jeg sagde op.

Jeg tog et  job hos PWC, for jeg ville gerne noget forskelligt. Da jeg havde været hos PWC i et halvt års tid tænkte jeg ”hvorfor gør du det her for dem”? Hvorfor gør du ikke det her for dig selv?” Jeg skulle i stillingen selv finde kunder, jeg skulle selv opbygge markedet. PWC ville tage Six Sigma ind og det skulle være en del af deres ydelser. Så principielt var jeg allerede iværksætter, for jeg skulle skabe et rum til dem.

Jeg havde jo altid haft det her eventyr-gen i min mave. Jeg tog en lang snak med min mand og han sagde, hvis det er det her du vil og du tror på det, så gør vi det.

 

Hvad har din største lære været omkring det at være iværksætter?

Selvdisciplin. Der er ikke nogen, der siger ”kom nu, Katrine, gør det her”. Du er selv nødt til at gøre det – der er kun dig! Det er selvfølgelig det, der driver mig, men der er også et stort ansvar.

 

Hvad er din vision med LSV Group.
Det er, at være de bedste til det vi laver! Vores payoff-line er ”devoted to excellence” og det mener vi og det er i alt. Vi uddanner os selv, vi følger hele tiden med, vi investerer i os selv.  Jeg vil gerne have, at LSV Group er Danmarks bedste arbejdsplads. Det skal være sådan, at alle dem, der arbejder her, ikke kunne drømme om at gå et andet sted hen.

 

Katrine, hvilke egenskaber besidder du som sikrer dig succes som iværksætter?

Disciplin. Absolut.

Jeg ser muligheder. Jeg har besluttet mig for at hver gang jeg møder noget, så er der en mulighed i det. Det giver mig meget mere.

 

Hvad og hvem inspirerer dig?

Det er da mange ting, der gør, men det, der inspirerer mig allermest er, når jeg kan se at vi lykkedes hos kunderne. Når kunderne får mere end de forventer og siger WAUW – tænker jeg YES!

Sidst, men ikke mindst er det min mand. Min mand tror på alt. Min mand siger ”Katrine, du kan det hele. Du er den bedste, og du er dygtig og selvfølgelig lykkedes det og selvfølgelig skal det nok gå godt.” Når man har et bagland og et netværk, der bare bakker op og siger GO GO, så løber man, for han siger, at han nok skal gribe mig, hvis jeg falder.

 

Hvis du skulle beskrive en evne man skulle have som iværksætter hvad skulle det så være. Du har allerede været mig inde omkring disciplin, men hvad skulle det ellers være?

Troen på dig selv!

Du er nødt til at tro på dig selv, du er nødt til at tro på, at du har noget at tilbyde og du er nødt til at tro på, at det du kommer med er værdigt for at andre bør betale for det.

Hvis du tror på, at det du tilbyder er godt, så udstråler du det også. Hvis du udstråler en professionel selvsikkerhed er du mere overbevisende i en salgssituation.

Det er er mange, der vil gøre det til en glamourøs og eventyr oplevelse at være iværksætter. Det er det ikke for dem, der har succes. Det er hårdt arbejde, det er disciplin og det er styr på økonomien. – og så er det at drive forretning.

 

Hvordan greb du opgaven an? 

Jeg satte mig ned og kiggede på mit netværk, hvem har jeg, der kan hvad? Der er ingen mennesker, der kan alt selv eller overskue alt selv.

Jeg satte mig ned med et blankt stykke papir og spurgte mig selv; Nu har vi år 2006, hvor vil du være om 10 år, hvad skal der ske, i hvilke hastighed, hvem skal hjælpe dig? Hvad gør du med økonomien? Hvor skal du have din bankkonto ?

Fundamentet for virksomheden skal etableres og det må tage den tid det tager.

 

Har du hele tiden haft i tankerne at du ville være en vækst-virksomhed?

Ja, slutmålet er exit.

Når ret skal være ret er 10-års planen revideret flere gange. Finanskrisen har sat os alle sammen tilbage. Jeg er vækstet under finanskrisen, men slet ikke som jeg havde sat en plan for. Jeg vil sige at vi er sat 2-3 år tilbage i følge planen, Nu er det bare en 12 års plan, men målet er stadig det samme. Mit mål er om 6-8 år skal LSVgroup sælges.

Jeg tror på, at mennesker, der er af samme støbning eller har samme profil som jeg, de skal i gang med noget andet. For jeg tror på, at rigtige iværksættere, det er nogle, der har det gen i maven – det er nogle, der gerne vil skabe noget.

Tak, Katrine!

 

Katrines råd til iværksættere:

  1. Vent 1-3 mdr. før du går i gang
  2. Lav en 100-dages plan
  3. Se på dit netværk, hvem kan hjælpe dig
  4. Sørg for at dit fundament er i orden
  5. Sørg for at al det tekniske er i orden
  6. Sørg for at din præsentation er i orden
  7. At du er forberedt til kundemødet
  8. Sørg for at være disciplineret
  9. Lav daglig aftale med dig selv
  10. Tro på dig selv

Be Sociable, Share!

Speak Your Mind

*